HØJSKOLERUTEN – en ny interaktiv oplevelsesrute

Smid din smartphone i lommen, snør dine bedste vandresko og tag en god ven under armen, for nu skal I ud på Højskoleruten! Nu kan man nemlig krydre sine gåture rundt i det østjyske landskab med interaktive poster, som man kan skanne med sit mobilkamera.

Sammen danner posterne Højskoleruten, der er lavet på baggrund af et samarbejde mellem Idrætshøjskolen Aarhus, Rude Strand Højskole og Odder Højskole, og den nye rute skal, ifølge initiativtager Søren Sinnbeck fra Idrætshøjskolen Aarhus, være med til at få østjyderne til at se på omgivelserne – og sig selv – med nye øjne.

– Udover at nyde den skønne rute mellem højskolerne, så byder vores poster undervejs blandt andet på skæve videofortællinger om stederne, små refleksionsopgaver, som man kan diskutere med dem, man går med, og musik fra Højskolesangbogen. På den måde er vores håb, at man ender med at blive lidt klogere på sig selv, sine medmennesker og vores smukke Østjylland, forklarer Søren Sinnbeck, der er lærer på IHÅ.

På posterne, der blandt andet står i Riis Skov, Mindeparken og ved Moesgaard Museum, finder man såkaldte QR-koder, som man kan skanne med sit mobilkamera. Herefter vil en højskoleansat tone frem på ens skærm og fortælle en historie om det sted, man står. Her bliver man klogere på natur, kultur og historie og får på den måde også en smagsprøve på, hvad højskolerne blandt andet kan.

Den første etape af Højskoleruten går mellem Idrætshøjskolen Aarhus og Odder Højskole og er i alt 46 kilometer lang og indeholder 12 poster.

Her er posten ved Rude Strand, hvor forstander Carsten Holvad fortæller om højskolen: KLIK HER

Se ruten her: https://bit.ly/hojskoleruten