21. – 27. december 2023

Kursus nr. 51

Standardpris kr. 6.950,-

Kurset er afholdt – et lignende kursus afholdes i december 2024

 

Nyd årets største højtid på højskole. Jul er traditioner og rart selskab. Det er de sange, vi kender allerbedst, det er god mad og kirkegang.

Til duften af det hele bliver vi forkælet med gode foredrag og fortællinger, og vi skal frem for alt synge.

Vi vil nyde lyset over Kattegat om dagen, og hygge os indendøre, når mørket sænker sig og højtiden skal hyldes.

Glæd dig bl.a. til et spændende foredrag om komponisten Händel og hans store værk »Messias«, samt en fantastisk billedfortælling om en rejse gennem Sveriges storslåede natur i Nils Holgersens og Selma Lagerlöffs fodspor.

Velkommen til julefest på Rude Strand!

UDFLUGT
Julegudstjeneste i Odder Valgmenighedskirke

MEDVIRKENDE
• Jørgen Dencker, marinarkæolog
• Rahima Abdullah, jurastuderende
• Ole Toftdal, tidl. højskoleforstander
• John Andersen, eventyrer
• Søren Schelling, musiker og forfatter
• Kirstine Mårgård, sopran
• Kirsi Tilk, klassisk guitarist
• Søren Jensen, historiker og musiker
• Kirsten Ørbæk, erhvervspsykolog
• Eva Marie Bach, tidl. Højskoleforstander
• Aage Augustinus, præst og tidl. Højskoleforstander
• Helge Teglgård, musiker og højskolelærer
• Louise Brandstrup, journalist og højskolelærer

KURSUSLEDERE
Helle Bak Holvad og Carsten Holvad

Program:

TORSDAG DEN 21. DECEMBER

Kl. 13-14 Ankomst og indkvartering
Kaffe, te og boller
Kl. 14.45 Præsentation og intro til kurset

Kl. 16.15 En verden under havet
v/ Jørgen Dencker


De sidste 3-4000 år af Ældre Stenalder/Jægerstenalderen lå de fleste bopladser i Danmark ved kysterne, hvor man til fulde forstod at udnytte havets rigdomme. På grund af stigende vandstand blev bopladserne overskyllet og befolkningen var nødt til at flytte højere og højere op i terrænet i takt med havstigningen. På mange af de undersøiske bopladser er bevaringsforholdene utroligt gode. Redskaber af organisk materiale (træ, ben, snor) er så velbevarede, at de bidrager til ny, spændende viden om vores forfædre.

Kl. 19.30 Koncert og fællessang med Rude Strand Sangkor
v/ Helge Teglgård

FREDAG DEN 22. DECEMBER

Kl. 10.00 Født folkdyr
v/ Louise Brandstrup


Mennesker er sociale væsener, der kun udvikler sig og trives i mødet med artsfæller. Følelsen af at tilhøre en flok er en betingelse for, at vi har det godt. Vi bliver klogere på, hvorfor det dog er sådan og morer os med begreber som spejling og nudging.

Kl. 13.30 Mulighed for fysisk aktivitet

Kl. 15.30 Händel og »Messias«
v/ Søren Schelling


Hvis der er et værk inden for den klassiske musik, der om noget forbindes med julen, så er det nok Händels »Messias« – oratoriet, der blandt meget andet indeholder det berømte ”Halleluja”-kor.
Søren Schelling giver en indføring i dette udødelige værk, og i komponisten Georg Friedrich Händel, som var en af musikhistoriens største navne, og som fejrede store triumfer, ikke mindst som operakomponist i London. Historien, der også rummer modgang, truende fallit og en duel på liv og død bliver ledsaget af masser af musikeksempler undervejs

Kl. 19.30 Klassisk sang og guitar
v/ Kirstine Mågård og Kirsi Tilk

LØRDAG DEN 23. DECEMBER

Kl. 10.00 ”Det er jul”
v/ Helge Teglgård


”Der er noget i luften…”. Vi stemmer sindet og forbereder os på årets mest højtidelige højtid. Julen er hjerternes fest, men også en tid præget af stærke følelser og forventninger. Vi hører tekster af Aakjær, Møllehave og Halfdan Rasmussen, synger de allerbedste adventssange så vi med Grundtvig kan sige: ”lad julesorgen slukkes!”

Kl. 13.30 Mulighed for gåtur med sang

Kl. 15.30 Nils Holgerssons rejse gennem Sverige
v/ John Andersen


Selma Lagerlöf fik i 1902 til opgave at skrive en ny læsebog til skolerne. Lagerlöf rejste rundt i det meste af Sverige gennem halvandet år for at indsamle både naturhistorisk og lokalhistorisk materiale.
På rejsen til Lapland i 1905, tænkte hun på hvordan Rudyards Kipling i Junglebogen havde brugt en dreng i dyrenes verden til at beskrive almene menneskelige hændelser, så det kunne forstås af skolebørn og voksne. Selma Lagerlöf fik den ide at fortælle historien om en flok vildgæs og deres rejse gennem Sverige, hvor den uartige dreng,
Nils Holgersson blev forvandlet til en lille dreng på størrelse med en tommeltot og herefter kunne sidde på tamgåsen Morten under flyveturene gennem Sverige.
Med inspiration fra Nils Holgerssons rejse har John i 2019 og 2020 rejst 12.000 km på motorcykel rundt i hele Sverige og besøgt mere end 200 forskellige destinationer som Selma Lagerlöf har skrevet om i bogen.

Kl. 19.30 Pynte juletræ, sang og hygge

SØNDAG DEN 24. DECEMBER

Kl. 10.00 Det der fodres
v/ Carsten Holvad

Kl. 13.30 Hold hjernen frisk
v/ Helle Bak Holvad
Hvordan holder vi os skarpe, friske og selvhjulpne? Input og inspiration til hvordan vi passer på os selv og holder os aktive og friske i krop og hjerne, når vi er 60+.

Kl. 15.00 Mulighed for fysisk aktivitet

Kl. 16.45 Afgang til Odder Valgmenighedskirke
Kl. 17.15 Julegudstjeneste i Odder Valgmenighedskirke v/ Aage Augustinus

Kl. 18.30 Juleaften på Rude Strand

MANDAG DEN 25. DECEMBER

Kl. 10.00 Overgange i livet
v/ Kirsten Ørbæk


Foredraget giver bevidsthed og viden om de processer, vi gennemgår i løbet af en vigtig forandring i vores liv. Ved hjælp af denne viden kan vi mindske modstand, uro, forvirring og vores helt naturlige tendens til undgåelse ved store forandringer i vores liv. Når vi ikke kender vores egne reaktioner eller den modstand, vi ofte møder forandringer med, vil der ske det, at vi blot gentager os selv, til vi lærer af det – eller uden at lære af det og i stedet lærer at leve med det.

Kl. 14.00 Mulighed for fysisk aktivitet

Kl. 16.50 Mødet med Danmark
v/ Rahima Abdullah


Rahima er 22-år, jurastuderende og aktivist. Hun fortæller om en opvækst i krig, flugten fra Syrien, at finde sine ben i et nyt land – og om at være en aktiv ung stemme i den offentlig debat. Rahima har været landsforperson for Dansk Flygtningehjælp Ungdom, deltaget i DM i debat og holdt tale for dronningen om sin flugt.

Kl. 19.30 Fra jordskredssejr til coronakrise
v/ Søren Jensen


Vi synger en række af de danske sange, der er blevet skabt i de sidste 50 år. Sange, der på godt og ondt beskriver os danskere. Sange fra de højeste lag, men også sange hentet helt nede i folkedybet. Sange om klassekamp, parterapi, ny teknologi, national samling og meget, meget andet…

TIRSDAG DEN 26. DECEMBER

Kl. 10.00 Det hellige land
v/ Aage Augustinus


Forstå det hellige land i verdenshistorien, nutiden og den kulturelle baggrund. Indtryk fra rejser i Israel og Palæstina – på én gang betagende og skræmmende.

Kl. 12.00 Den store julefrokost

Kl. 15.00 Mulighed for fysisk aktivitet

Kl. 16.30 Fællessang fra Højskolesangbogen
v/ Ole Toftdahl

Kl. 19.30 Julequiz
v/ Carsten Holvad

ONSDAG DEN 27. DECEMBER

Kl. 09.00 Morgensamling – Herefter afrejse.