13. – 25. maj 2024

Kursus nr. 20A

Standardpris kr. 22.950,-

Ugen på skolen:
Rabat: kr. 400 kr. ved enkeltværelse uden havudsigt
Rabat: kr. 400 pr. person i delt dobbeltvær. med havkig
Tillæg: kr. 800 kr. i enkeltvær. eget bad og havudsigt
På Færøerne:
Tillæg: Kr. 2.000 kr. for enkeltværelse

Gratis bustransport fra Skanderborg Station d. 13.5.
Giv besked ved tilmelding.

VENTELISTE  (ring venligst 86 55 89 44)

 

Færøerne består af 18 øer og har et indbyggertal på godt 48.000. For et par år siden blev landet kåret som verdens smukkeste øsamfund og det med god grund. En rejse til Færøerne er en fantastisk og storslået oplevelse.

På højskolen vil vi forberede os til turen gennem foredrag om færøsk historie, litteratur og kunst. Vi skal også se film og lytte til sagafortælling.

På Færøerne bor vi alle dagene på et nyere hotel i hjertet af verdens mindste hovedstad, Tórshavn.

Vi skal besøge Kirkjubøur med domkirken og kongsbondegården fra middelalderen. Vi skal på heldagstur til Færøernes næststørste by Klaksvik og de nordligste øer, ligesom vi skal besøge den sydligste ø, Suderø. Og meget, meget mere.

Kurset ligger parallelt med et vandrekursus.

UDFLUGTER
Heldagstur til Søhøjlandet

MEDVIRKENDE
• Louise Brandstrup, højskolelærer
• Helge Teglgaard, højskolelærer
• Anette Jensen, sognepræst, cand.theol.
• Peter Flejsborg, arkitekt, galleriejer
• Søren Sørensen, forfatter, cand.mag.
• Hanne Odgaard, pianist
• Ejgil Størum, fortæller
• Helle Bak Holvad, højskoleforstander
• Carsten Holvad, højskoleforstander

KURSUS- OG REJSELEDERE
Eva Marie Bach og Aage Augustinus,
tidligere højskoleforstandere

Program:

MANDAG DEN 13. MAJ

Kl. 13–14 Ankomst og indkvartering
Kaffe, te og boller
Kl. 14.45 Præsentation og intro til kurset

Kl. 16.15 Færøernes historie
v/ Aage Augustinus
En fortælling i ord og billeder om Færøerne fra den første bosætning i vikingetiden til i dag.

Kl. 19.30 Fællessang fra Højskolesangbogen
v/ Hanne Odgaard og Aage Augustinus

TIRSDAG DEN 14. MAJ

Kl. 10.00 Kend dine kvinder – i Højskolesangbogen
v/ Helge Teglgård


19. udgave af Højskolesangbogen er en mærkbar fornyelse med markant forøgelse af kvindelige tekstforfattere og komponister. Kvinderne sætter ny musikalsk dagsorden og skaber måske et andet poetisk rum. Hvem er de, og hvordan skriver de?

Kl. 13.30 Gennemgang af rejsen
v/ Aage Augustinus og Eva Marie Bach

Kl. 15.30 Glæden ved at være til
v/ Aage Augustinus
Et livsfilosofisk foredrag, der indledningsvis og helt bredt vil forsøge at indkredse glæden – ikke glæden ved dette eller hint, men glæden ved at være til!
Med afsæt i filosoffen K.E.Løgstrup, der hævder, at det er vort livs alvorligste forsyndelse, hvis vi går det glædelige forbi, – at glæden med andre ord er at betragte som en forpligtelse, vil temaet dernæst blive belyst gennem fortællingen om tilblivelsen af den færøske forfatters Jørgen Frantz Jacobsens roman, Barbara.

Kl. 19.30 Film: »Barbara«
v/Aage Augustinus
Nils Malmros’ film fra 1997 baseret på romanen Barbara fra 1939 af den færøske forfatter Jørgen-Frantz Jacobsen, der var inspireret af sagnet om Beinta Broberg

ONSDAG DEN 15. MAJ

Kl. 10.00 Heldagstur til Søhøjlandet


Vi skal se Den genfundne Bro, smukke Mossø og Sankt Sørens Kirke i Gl. Rye.

Kl. 19.30 Dans for seniorer
v/ Helle Bak Holvad

TORSDAG DEN 16. MAJ

Kl. 10.00 På tidens bølge – fortælling om Hal Koch
v/ Aage Augustinus
Hal Koch (1904 – 63) var en af sin generations mest markante personligheder og pådrog sig som få andre både vrede og beundring. Han spændte vidt – politisk debattør, højskoleforstander, professor i kirkehistorie og redaktør. Han trådte ind på den politiske scene under besættelsen og fungerede som støtte for samlingspolitikken og samtidig som en af dens væsentligste kritikere.

Efter krigen var han blandt de første, der offentligt udstillede retsopgørets hykleri. I 1945 udgave han sin vel kendteste bog, »Hvad er demokrati?«. For Hal Koch lå kristendom og humanisme i hjertet af europæisk kultur, og det blev en livslang opgave for ham at undersøge, hvordan de to forholdt sig til hinanden.

Kl. 13.15 Film: »1700 meter fra fremtiden«
v/ Eva Marie Bach
En dokumentarfilm af den danske filminstruktør Ulla Boye Rasmussen fra 1990 om et lille samfund på 16 voksne og en dreng på 9 år, der lever isoleret i en lille færøsk bygd, Gásadalur ved den vestlige verdens yderkant, hvor Europa møder Atlanterhavet. Filmen giver et indblik i deres levevilkår samt bygdens forventninger til en længe planlagt tunnel gennem fjeldet. – Gásadalur blev forbundet med omverdenen så sent som i 2007.

Kl. 15.30 På rundtur i færøsk litteratur
v/ Anette Jensen


Litteraturen er ung på Færøerne, når der ses bort fra kvad og folkeviser, som har flere århundreder på bagen. Den første roman blev skrevet i 1909. Til gengæld regnes flere af landets tidlige forfattere blandt de helt store, nemlig William Heinesen og Jørgen-Frantz Jacobsen, som har opnået internationalt ry. Også flere af de nulevende forfattere, Gunnar Hoydal og Jóanes Nielsen er blevet oversat til andre europæiske sprog. Foruden de fire vil også andre færøske forfattere berøres i foredraget.

Kl. 19.30 Grundtvig i lyset sangene
v/ Helge Teglgård
Grundtvig står som en af de mest markante skikkelser i dansk kulturhistorie. Men der, hvor vi synes, vi kender Grundtvig bedst, er i hans sange og salmer. Og det er derfor med dét sigtepunkt, vi vil belyse Grundtvigs livs- og menneskesyn – og selvfølgelig ved at synge sangene!

FREDAG DEN 17. MAJ

Kl. 10.00 Færøsk kunst
v/ Peter Flejsborg
Færøsk kunst fra Samuel Jonsen Mikines til i dag, hvor færøsk kunst er helt fremme i forreste række.

Kl. 13.30 Mulighed for aktivitet

Kl. 15.30 Natur og fugle på Færøerne
v/ Søren Sørensen
Med udgangspunkt i en serie fotos skal vi høre om naturen på Færøerne – med noget om øerne i havet med fugle og ganske få indførte landpattedyr samt sæler og hvaler – og med noget om plantevæksten. Alt sammen tilpasset de helt specielle forhold med havet overalt som nærmeste nabo. En natur, der gennem historien har præget kultur og erhverv.

Kl. 18.00 Hvidvin i dagligstuen
Herefter afslutningsmiddag med musikalsk underholdning.

LØRDAG DEN 18. MAJ

Kl. 11.00 Afgang Rude Strand Højskole
Kl. 14.55 Afgang Billund (flyvetid 2 timer)

Kl. 15.55 Ankomst Vágar Lufthavn (lokal tid)
Her venter gruppens egen bus. Efter en afstikker til bygden Gåsedal kører vi gennem tunnelen under Vestmannasund og direkte til hovedstaden Tórshavn, hvor vi skal bo på samme hotel under hele opholdet. Der er korte afstande på Færøerne, og derfor vælger vi denne bekvemme ordning. Vi spiser middag på hotellet, og herefter er der mulighed for en lille travetur i byens centrum og på havnen. Hotellet ligger meget centralt.

SØNDAG DEN 19. MAJ

Formiddag tur til Sandoy
I dag begynder vi med at køre gennem den helt nye tunnel til Sandø til de kridhvide strande og klitter med marehalm ved bygden Sandur, hvor vi besøger Kunstmuseet i Sandur. Sofus Olsen, der er født i Sandur, lod i 2005 opføre et museum og skænkede bygden sin store private kunstsamling med 120 værker af berømte færøske malere, bl.a. Sámal Joensen-Mikines og Ingálvur av Reyni. Museumsbygningen, der er tegnet af J.P. Gregoriussen er en lille arkitektonisk perle.

Efter frokost går turen til det fordum så mægtige Kirkjubøur med Magnuskatedralen, Olavskirken og ikke mindst den gamle bispegård, den nuværende kongsgård, hvor kongsbonden inviterer på kaffe og kage – og en fortælling om det fantastiske sted (billedet). Der er mulighed for de mest mobile at trave over fjeldet hjem til Tórshavn, en tur på 2-3 timer.

MANDAG DEN 20. MAJ

I dag er der fokus på nogle af den lille hovedstads mange attraktioner. Dagen begynder med byvandring i det gamle Torshavn, hvor man får fornemmelsen af at træde direkte ind i historien, når vi går rundt på Tinganes og andre steder. Vi kommer forbi Domkirken fra 1788 (billede). Vi går derefter gennem byen op til Nordens hus, hvor vi skal spise frokost og i øvrigt beundre den smukke bygning fra 1983.

Vi besøger dernæst Færøernes Kunstmuseum, som rummer fine værker af alle de store færøske kunstnere. Når vi det, og er Zakarias Heinesen (William Heinesens søn og selv en meget dygtig kunstmaler) hjemme og vil åbne, besøger vi også William Heinesens hus.

TIRSDAG DEN 21. MAJ

I dag går udflugten mod nord. Vi skal bl.a. besøge Klaksvik, Færøernes næststørste by. Der bliver flere stop på turen, lidt afhængigt af det aktuelle vejr. Gøta kirke og museum skal vi også nå på dagens udflugt, for den har en fin udsmykning af den måske mest kendte færøske billedkunstner Trondur Patursson.

I Klaksvik skal vi besøge den karakteristiske Christianskirke (billede) og introduceres til dens forskellige udsmykninger, blandt andet kunstneren Edward Fuglø interessante udsmykninger i kirkens krypt. Kirken er tegnet af arkitekt Peter Koch og stod færdig i 1963, og vi skal besøge den meget smukt beliggende lille bygd Viðareiði på den nordligst beliggende af Færøernes mange øer Vidoy.

ONSDAG DEN 22. MAJ

Formiddagen til fri disposition i Torshavn. Efter frokost skal vi på besøg i et af Nordens fineste grafiske værksteder, Steinprint, hvor indehaveren fortæller om kunstnernes arbejde der. Derefter kører vi med bus til Færøernes Nationalmuseum på Hoyvik i kanten af Tórshavn.

Aftenen er fri og aftensmad er for egen regning.

TORSDAG DEN 23. MAJ

I dag skal vi på en lang dags udflugt til den sydligst beliggende ø Suduroy, hvor der ikke kommer særligt mange turister. Sejlturen med færgen starter kl. 08.45 og tager cirka 2 timer og er i sig selv en god oplevelse. Der kan ses mange fugle, og ofte lunder/søpapegøjer (billede) fra færgen. Husk kikkert. Ruten går ret tæt forbi flere øer, og man får gode udsigter mod dem. Vor chauffør stammer fra Suduroy, og han har udvalgt nogle af de bedste steder at opleve. Blandt andet øens – og dermed Færøernes – sydligste punkt Akraberg, hvor der kan findes spor af de agre, som irske munke i 600-tallet dyrkede. Klimaet er godt her sydpå, og solen skinner meget hyppigere end andre steder på Færøerne. Vi besøger et fint lille museum viet til Sureoy’s store maler, Ruth Smith.

Vi skal også besøge kirken i Fámjin, hvor det originale færøske flag fra 1919 findes. Den historie spiller en vigtig rolle i etableringen af større færøsk selvstændighed.

Kl. 18.30 går vi ombord på færgen igen og sætter kursen mod Tórshavn. Middagen indtages på færgen, og efter et par timers sejltur er vi tilbage i Tórshavn.

FREDAG DEN 24. MAJ

Vi forlader Tórshavn efter morgenmaden og sætter kursen mod nord på øen Stremoy, hvor Tórshavn også ligger. Efter at have krydset Atlanterhavsbroen kommer vi til øen Eysturoy, hvor vi fortsætter nord på. Dagens første mål er den fine kirke i Funningur (billede). Herefter frokost hos bygdeforeningen i byen.

Fra Funningur er der ikke langt til Gjógv, som er vort næste stop. Vi skal især se havnen – eller landingsstedet, som måske giver en mere rammende beskrivelse af stedet. I bygden bor der ikke mange mennesker, men det er et smukt sted og er vejret godt, tager vi en travetur i byen, måske til kirken og forbi lakseopdrætsanlægget. Vi skal dernæst på en lille bygderundtur med fortælling i Eysteroys nordvestligste bygd Eiði.

Så går turen tilbage over Atlanterhavsbroen og derfra mod nord til bygden Tjørnuvik, hvor vi i kirken skal opleve Kingosalmer sunget på gamle melodier af det lokale kor. Der er også planlagt en lille rundtur i bygden, før vi samles i bygdehuset til spisning sammen med koret og andre af bygdens beboere. Det er en helt særlig oplevelse, hvor man nemt falder i snak, når man sidder bænket ligesom i et dansk forsamlingshus.

LØRDAG DEN 25. MAJ

Hjemrejsedag – ud over morgenmad, er alle måltider for egen regning.

Afgang fra hotellet ved 12-tiden og derefter direkte til lufthavnen, hvorfra flyet (flynummer RC 456) afgår kl. 14.30, og der er derefter ankomst i Kastrup kl. 17.35 (dansk tid). I Kastrup venter bussen til Jylland og Rude Strand Højskole på os. Vi vil være tilbage på højskolen ca. kl. 21.30.