Rude Strand Prisen 2019

Chefredaktør Erik Bjerager, Kristeligt Dagblad, er blevet hædret med Rude Strand Prisen 2019.

Kristeligt Dagblad dannelse medier avis 8300

 

 

 

 

 

 

 

 

Motivationen for, at Erik Bjerager skulle modtage prisen, lød:
”Gennem 25 år som chefredaktør har Erik Bjerager formået at udgive, udvikle og styrke Kristeligt Dagblad som en enestående bastion i kampen for ytringsfrihed, ordentlighed, lødighed og menneskelighed i en medieverden præget af overfladiskhed, kynisme og manipulation.

Med ambitionen om at skabe en avis, som han selv har kaldt ”et dagligt højskoleophold”, har Erik Bjerager gjort tro, etik og eksistens til forsidestof og har med vedholdende og grundig journalistik bidraget til folkeoplysningen, den levende debat og det danske demokrati.”

Overrækkelsen
skete lørdag den 14. september 2019 i forbindelse med Seniorakademiets årlige konference på Rude Strand Højskole ved Odder, hvor emnet var, hvordan det stigende antal aktive ældre i Danmark kan bringe deres viden, erfaring og handlekraft i spil – og måske finde en ny identitet som spydspidser i kampen for klima, fællesskab, demokrati og humanisme.
Her deltog bl.a. fhv. EU-kommissær Connie Hedegaard og chefen for TV2 Vejret, Peter Tannev, som oplægsholdere.

Rude Strand Prisen består af
et værk af en kunstner fra højskolens lokalområde og et kontant beløb på 8300 kr., der refererer til lokalområdets postnummer.

Med sig hjem kunne Erik Bjerager derfor tage værket ”Sneglefart”, skabt af multikunstneren Ole Grøn, der med værket vil skildre ”mennesket som en del af naturen og samtidig i modspil til naturen. Vi ser menneskets virketrang og offensive virketrang som en kontrast til et af naturens grundprincipper spiralen. Og sneglen – med spiralen på ryggen, går sin egen vej i sneglefart.”

Skulpturen er inspireret af oldegyptisk billedsprog og dansk bronzealder og skabt i samarbejde med den lokale smedevirksomhed Stærmose Industri.


Læs også Erik Bjeragers spændende takketale.
(pdf-fil – bragt med Erik Bjeragers tilladelse)